Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Koncert med Livsværk

Dato
Tirsdag d. 26. oktober 2021, Kl. 19:00 til kl. 20:00
Sted
Godthåb Kirke, Volstrupvej 20, 9230 Svenstrup J

Når sommer bliver til efterår, kan vi finde varme i musik og nærhed. Livsværk er et ambitiøst, ungt kor med rødder i det rytmiske musikliv i Nordjylland. Når koret synger, fortælles historier, som allerede er skrevet ned i sange eller bliver skabt i øjeblikket. Livsværk har ry for at synge koncerter som er nærværende og varme - og ikke mindst på et meget højt musikalsk niveau. Ved koncerten i Godthåb Kirke vil Livsværk synge nogle af yndlingssangene fra repertoiret om både lys, mørke, glæde og eftertænksomhed og især hylde de danske sange som optakt til SpilDanskUgen 2021.

Om Livsværk
Livsværk er et ambitiøst, rytmisk kor bestående af dygtige sangere med en langmusikalsk opdragelse indenfor musik og sang. Nogle er uddannet i musik, og andre har dyrket musikken på anden vis i mange år, og til sammen står Livsværk med individuelt dygtige sangere som formår at mødes i en fælleslyd - lyden af Livsværk.

Livsværk er et ungt og sprudlende kor, og der er altid nærvær, glæde og smil tilstede ved koncerterne samtidig med at koret har et højt musikalsk niveau. Koret synger både velkendt og ukendt kormusik, og med store ambitioner vokser niveauet i Livsværk fortsat.

Om korlederen
Livsværk er skabt af korleder Liv Kirstine Lund Poulsen. Liv er en anerkendt korleder fra Aalborg, der for alvor kom på landkortet som en dygtig og ambitiøs korleder, da hun i 2020 modtog Klaverstemmerens Musikpris på 20.000 kr. for sit musikalske virke og udbredelse af kormusikken i Aalborg. Livsværk oprettede hun i forbindelse med sin uddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium i sommeren 2016, og hun valgte i fællesskab med koret at fortsætte efter hun færdiggjorde sin kandidat i sommeren 2020. Liv er desuden korleder for seks andre kor i Aalborg, underviser i sang og klaver og har i mange år sunget i Hasseris Kirke, hvor hun nu leder kirkens pigekor og børnekor.