Tirsdag d. 5. november 2019, Kl. 10:00 til kl. 12:30

John og Tove Thomsen har været i Afrika i flere omgange: Zambia, Tanzania, Sydafrika og tilbage til Zambia, det vil de alt sammen fortælle om tirsdag den 5. november. I nedenstående fortæller John Thomsen:

”Tove og jeg startede som missionærer i Zambia i 1978. Vi flyttede dertil og boede ude i bushen med vores tre små børn (Stephan, Heidi og Mikael (på 6, 4 og 2 år). Her boede vi alene som en dansk familie og fik til opgave at opbygge en bibelskole og at starte under- visningen så hurtigt som muligt. Idag hedder skolen, Kaniki Bible University. En anden krævende opgave var at oplære og træne lederne i en ung, afrikansk kirke Apostolic Church in Zambia.

En fantastisk fødsel i Zambia
Fem år efter vores ankomst til Zambia, blev Tove gravid igen. Vi havde en god familielæge inde i byen, og efter nogle måneder undersøgte hun Tove. Alt var vel, sagde hun, men kunne ikke sige med sikkerhed om der var tale om kun ét barn... måske var det tvillinger. Da Tove var syv måneder henne i graviditeten, fik lægen arrangeret at hun kunne få en ultralyd scanning for endelig at få vished om det store spørgsmål, ”ét barn, eller to? ” En vellykket scanning blev udført, og bagefter beskrev Tove situationen med:

”Jeg behøvede ikke at se på skærmen, det var nok bare at så på Johns ansigt. På et tidspunkt var det helt tydeligt at der var tale om to... for han blev helt bleg!” Og hvem kan ikke forstå det? Vores børneflok skulle jo vokse fra tre til fem børn!

Da Toves forældre hjemme i Danmark fik nyheden sendte de brev til os og tilbød at betale for en rejse hjem til Danmark for Tove, så hun ville kunne gennemføre fødslen under trygge forhold. Men da skete det helt specielle at Tove oplevede Guds helt personlige tale til hende: ”Hvis du vil have tillid til mig og have fødslen i Zambia, vil jeg velsigne fødslen udover al forventning”. På dette grundlag tog vi beslutningen om at takke nej til indbydelsen fra Toves forældre.

Tre uger før den beregnede termin vækkede Tove mig klokken to om natten og sagde, ”Vandet er gået, vi må straks afsted til klinikken”. Vi sørgede for, at der var en voksen til at tage sig af de tre store børn og så kørte vi afsted i hast. Turen til missionsklinikken var på cirka firs kilometer, og undervejs blev vi stoppet flere gange af militærfolk ved vejspærringer. Landet, Zambia, var i undtagelsestilstand på grund af uroligheder i nabolandet, Zimbabwe, og specielt folk med hvid hud blev ofte set på med mistænksomhed. Men dette kom ikke til at berøre os. Ved hver vejspærring forklarede vi vores ærinde, og hver gang skyndte de på os, ”Se at komme hurtigt afsted! ”

Pludselig sagde Tove, ”John, nu må du stoppe bilen. Fødslen er igang”. Og så kørte vi ind til siden af vejen, og jeg skyndte mig ud af bilen og om til Toves side. Jeg nåede dårligt nok at lukke bildøren op for at kunne hjælpe Tove, før den første tvillingedreng blev født, ganske vist med fødderne først, lige ud i mine hænder. Det var en helt utrolig situation ude i bushen. Vi kunne næsten mærke vingesuset fra et hold engle! Der var ingen trafik på vejen ved siden af. Der var ingen lys udover månens og stjernernes lys, og bilen var parkeret tæt op ad højt elefantgræs. Barnet gav os sin først hilsen i form af et hjerteligt skrig, og ellers var det forbavsende roligt. Men vi kunne ikke blive stående ret længe, for der var jo en mere på vej! Så imens Tove holdt den lille dreng i sit favn skyndte jeg mig at køre videre i retning af klinikken. Denne sidste vejstrækning var meget ujævn, men vi kørte så hurtigt som muligt. Da vi endelig nåede frem var der helt mørklagt og vi kunne ikke se hvilken bygning vi skulle hen til. Da så jeg en stribe lys bag et gardin, og jeg stoppede bilen her, og truttede i hornet. Men der var ingen respons! Jeg sprang ud af bilen og bankede hårdt på husets dør... stadigvæk ikke noget svar.

Til sidst vendte jeg bilen; ”Gud, hjælp mig. ” Så kørte jeg hen til det nærmeste, tilfældige hus og bankede på døren her. Et øjeblik efter blev hoveddøren lukket op og ud kom en dame. som vi kun havde mødt én gang tidligere, nemlig den australske jordemoder som havde lovet at stå til rådighed. når vi kom.

Hun var fattet og rolig som om dette var noget af det mest naturlige i verden. Tvilling nummer to kunne fødes når som helst. Hun hjalp Tove med at blive anbragt på en briks, og kort tid senere blev barnet født, også med fødderne først. Hvor var vi taknemmelige til Gud; to raske drenge var kommet til verden!

Medvirkende
John og Tove Thomsen, tidl. missionærer
Sted
Godthåb Sognegård